mandag den 7. juli 2014

Den gode pandekageopskrift

Min kærlighed til madlavning stammer primært fra min mor, som er mindst lige så passioneret omkring det, som jeg er. Én ting får hun dog ikke æren for at have introduceret mig for og det er pandekager. Dem stod min far nemlig altid for...



Barndomsminder

Fra da jeg var helt lille og knapt selv kunne nå op til komfuret, lærte min far mig at lave verdens bedste pandekager. Helst med lidt øl og friskrevet citronskal.
Det er blevet til mange lækre pandekager siden da og kke mindst forsøg med forskellige opskrifter. Efterhånden har jeg fået arbejdet mig frem til denne, som jeg nu synes var på tide at dele med jer.

Opskrift på nemme pandekager

til ca.12 stk. alt afhængig af tykkelsen
   4 æg
   1 tsk sukker 
   1 tsk vaniljesukker eller 1 stang vanilje

   1 lille knsp kardemomme
   150 g dansk hvedemel 
   25 g smeltet smør
   4 dl mælk (skift gerne 1 dl ud med øl)

   lidt friskrevet citronskal

Fremgangsmåde

Start med at piske æg, sukker, vaniljesukker/korn og kardemomme luftigt. Pisk derefter  mel og halvdelen af mælken i (så du får en ensartet dej) og pisk til sidst resten af mælken, det smeltede smør og citronskallen i.
Dejen piskes godt sammen og stilles gerne en halv time på køl inden pandekagerne bages.


Når pandekagerne skal steges kommes en smule smør på panden og de bages indtil de er fået en fin gylden farve. Hold eventuelt de færdige pandekager varme på en tallerken i ovnen mens resten bages færdige.

Fyld nu pandekagerne som du bedst kan lide dem.

Serveringsmuligheder

Pandekager med danske jordbær, græsk yoghurt og ahornsirup

Denne gang valgte jeg en sund, men helt igennem velsmagende, udgave med friske danske jordbær, græsk yoghurt 10% og en smule ahornsirup - mums! De fungerer også glimrende til en god gang søndagsbrunch.



Pandekager med is

De kan alternativt også fyldes med  en lækker vaniljeis, chokoladesovs og stikkelsbær marmelade - en helt genial kombi!

Pandekager med peanutbutter og æbler

Hvis der er rester tilovers kan de også anbefales med økologisk peanutbutter (uden tilsat sukker) og gode æbler skåret i tynde skiver - som en lækker overraskelse til madpakken.

Bon Appétit



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kommentarer, spørgsmål, samt ris/ros er meget velkomment :)